Kystpraksis Strandbeskyttelse Vordingborg Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til etablering af midlertidig landskredsmonitorering ved Møns Klint

Afgjort 30. september 2025  · Journalnummer 2025-85414  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

GEUS søgte som led i et landsdækkende forskningsprojekt om landskred om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til midlertidigt at etablere fem GNSS-målestationer på toppen af kystklinten ved Møns Klint i Vordingborg Kommune samt en vejrstation på taget af besøgscenteret. Stationerne består af en aluminiumsstang med antenne og solpanel samt en lille kasse med datalogger. De står på skruefundament og fjernes igen ved udgangen af 2028 uden spor i landskabet. Kystdirektoratet gav dispensation, da der er en vis samfundsmæssig interesse i målingerne, og anlæggene på grund af deres beskedne størrelse og midlertidighed har meget begrænset indvirkning på oplevelsen af kystlandskabet. Direktoratet vurderede, at de meget små anlæg ikke påvirker Natura 2000-området eller bilag IV-arter, og at der derfor foreligger et særligt tilfælde.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Stat
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Undersøgelser og målinger

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at etablere midlertidig landskredsmonitorering ved Møns Klint inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] og [matrikel], [adresse], Vordingborg Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

GEUS ansøger i forbindelse med et landsdækkende forskningsprojekt om Landskred i Danmark om at etablere en række midlertidige monitoreringsstationer ved en række aktive landskredsområder i Danmark. Projektet løber fra 2025 til udgangen af 2028.

Der søge konkret i denne ansøgning om at få lov til at etablere fem GNSS målestationer. De fem instrumenter ønskes installeret på toppen af kystklinten i områder hvor ansøger forventer bevægelse. Desuden vil ansøger gerne installere en vejrstation på det flade tag af besøgscenteret.

Om ansøgningen skriver ansøger uddybende:

Instrumenterne vil give os vigtig viden om de aktive landskreds bevægelsesmønster samt hvordan de reagere på forhøjet grundvandsstand. Denne viden er af almen interesse da de vil fortælle os om hvor følsomme skreddene er over for klimaforandringerne.

[…]

Installation af tre til fire GNSS-enheder […] på ustabile områder af klinten for at måle skredbevægelser over tid. Målerne vil stå i tre år. Skal målerne stå i områder med kreaturer kan vi lave et lokalt atrap stødhegn rundt om eller sætte den ved/i en slåenbusk eller lignende.

GNSS instrumenterne består af en aluminiums stang med en antenne på samt et solpanel. Ved siden af dem står en lille vejrbestandig kasse med datalogger og batterier i. De etableres med skruefundament og når de pilles ned igen vil der ikke være noget spor tilbage i landskabet efter dem. De er ufarlige (svagstrøm) og vi vil have små skilte ed information og kontaktoplysninger på dem.

Ved udgangen af 2028 pilles udstyres ned igen.

Der er vedlagt fuldmagt fra lodsejer (Naturstyrelsen).

Luftfoto af området. Orange prikker markerer placering af GNSS målestationer

Eksempelvisning af GNSS-måler

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt eller ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om meget små anlæg, som ikke skaber forstyrrelser i området.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Kystdirektoratet vurderer, at der er en vis samfundsmæssig interesse i at gennemføre de nævnte målinger, og at denne til en vis grad kan tilsidesætte hensynet til at bevare kystområderne frie for indgreb.

Det vurderes samtidig, at det opstillede anlæg har en meget begrænset indvirkning på oplevelsen af kystlandskabet på grund af deres beskedne størrelse, og da de alene opstilles midlertidigt.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at der er tale om et særligt tilfælde, og meddeler dispensation til projektet som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Afgørelsen er også sendt til:

  • Vordingborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg, dnvordingborg- [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Vordingborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-85414 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1674.